FEMNET-Mali hedder nu MUSONET


På sin generalforsamling i fredags besluttede KULU’s samarbejdspartner, der indtil nu har heddet FEMNET-Mali, at give organisationen et nyt navn.
Valget faldt på MUSONET, der betyder helt det samme som FEMNET, idet muso betyder kvinde eller kvindelig på det lokale sprog bambara.

Navneskiftet sker fordi MUSONET gerne vil signalere en stærkere lokal forankring, og fordi der ofte opstod forvirring over at skelne FEMNET-Mali fra FEMNET, der er den regionale moderorganisation med hovedkontor i Nairobi, og som arbejder i en række afrikanske lande.

Omkring halvdelen af befolkningen i Mali har bambara som modersmål og en stor del af resten forstår og taler sproget, der ofte er det, der bliver brugt, når medlemmer af forskellige sproggrupper skal kommunikere.

KULU ønsker MUSONET tillykke med det nye navn.


alt
MUSONET's nye bestyrelse. Mama Koite i den røde kjole i midten er stadig præsident.


 

Flere piger får papir på deres identitet

I perioden januar 2016 til februar 2017 er der uddelt 1550 fødselsattester til piger i ni forskellige områder i Mali, heriblandt den konfliktramte provins Gao i den nordlige del af landet. Det fortæller KULUs partner i Mali, MUSONET. Gao provinsen har siden efteråret 2016 været en del af Giv en pige-kampagnen, hvor der er blevet uddelt 300 attester.

KULU har i samarbejde med den lokale maliske partner MUSONET støttet arbejdet med at få udstedt fødselsattester og andre identitetspapirer til piger og kvinder i Mali siden 2008. Mere end 3.500 kvinder og piger har fået bevis på deres ret takket være Giv en pige ret kampagnen samt støtte fra kampagnepartnere og fonde.